Sorrig og glæde de vandre til hobe…

2013 04 06_2941_edited-1

28-07-2013

Det er så let at gå og være glad sammen med sine elskede vapser. Men sygdom rammer de fleste på et eller andet tidspunkt, og det gælder desværre også hunde.

Den seneste måneds tid har vi været rigeligt med her i huset. Heldigvis ikke i den fatale kategori, men sygdom hos mine pelsbunker skaber altid voldsom uro i kennelmutters hjerte. Sådan er det til stadighed, når mine hunde ikke er 100% i orden – du kender det sikkert godt.

Emma lagde ud sidst i juni med en omgang heftig diarré efterfulgt af blærebetændelse. Stakkels, gamle pige… Måske uvelkomne bakterier var trængt ind i urinrøret ifm. diarréen, det forestiller jeg mig. Heldigvis kunne antibiotika hurtigt sætte en stopper for begge dele, og nu er hun helt frisk igen. Emma er gudskelov sædvanligvis en frisk gammel pige, men nogen grønskolling er hun selvsagt ikke med sine 12 år. Derfor var lettelsen og glæden også til at tage og føle på, da hun genoptog sin rolle som støjende heppekor under de mangfoldige legekampe, pelsbunkerne udkæmper her på matriklen.

I de dage, hvor hun var plaget af diarré, sagde hun altid til, når hun skulle. Det gjaldt også på et tidspunkt, hvor jeg var i bad. Når jeg står under bruseren, ligger hundene altid lige udenfor badeværelsesdøren, de fire islandske i en bunke og Emma i sin hule under det gamle køkkenbord i fyrrummet. Måske jeg lige bør tilføje, at mit badeværelse er indrettet i det gamle hønserum, allerbagest i fyrrummet, og det er den originale dør fra 30’erne, som stadig sidder der – med to kighuller og stalddørsbeslag Vinker.

Pludselig hører jeg en skraben på døren… Det er Emma, hun vil ud – NU! Der er ikke andet at gøre end at sjaske hen og åbne døren, så den trængende Emma kunne komme ud. Jeg er simpelthen imponeret af min gamle vaps… Hun har ræsonneret, at det var badeværelsesdøren, hun skulle skrabe på, og ikke yderdøren, hvis hun ville lukkes ud. Joeh, kløgtig har hun altid været!

Husets næste patient blev Kútur, som jo har døjet slemt med sine dårlige hofter de seneste måneder. Efter strandture to morgener i træk måtte han kapitulere og jeg var grædefærdig. Som nævnt i bloggen d. 23/7 var det en ubærlig tanke, hvis jeg måtte lade ham blive hjemme sammen med Hekla, når vi skulle afsted på hundestranden. Jeg måtte naturligvis søge hjælp hos min dyrlæge…

Dette er nu gjort og jeg har fået noget stærkere smertestillende til ham end det, han hidtil har fået. Cimalgex hedder præparatet. Nogle vil sikkert opponere imod at ‘fylde’ vore hunde med medicin, men jeg har valgt at holde min hund smertedækket, så længe han er her. Alternativt skulle han formentligt have været aflivet indenfor kort tid. Nu vedbliver han istedet at være den livsglade knægt, han altid har været. Vi har været på stranden én morgen, siden han startede på den nye medicin, og efterfølgende var han blot almindeligt træt – ingen smertetegn fra bentøjet. Sikke en lykke Smiler stort

Alle ‘gode’ gange tre…Fredag aften stod Stilla pludselig med et næsten tillukket, højre øje. Sidste år i slutningen af august fik hun en ridse i dette øje, hvorpå min øjendyrlæge, Pia Bjerre Pedersen (det dygtige og rare menneske…) måtte afskære sårkanterne, da de ikke af sig selv ville ‘klappe ind’ mod hornhinden – sådan populært sagt.

Nu er jeg bange for, at noget tilsvarende er hændt igen. Siden fredag aften har hun gået med øjet mere eller mindre tillukket, men humøret fejler lykkeligvis intet. Hun er stadig akkurat lige så fjantet, som altid, og holder sig bestemt ikke tilbage for en omgang hujende haveræs sammen med Emma og Snögg. Var der løbet puds fra øjet, havde jeg naturligvis kontaktet vagtdyrlægen, men nu vil jeg afvente mandagens komme for at ringe til Pia B. i Rødkærsbro. Min elskede hundepige må bare være i topform, når hun om tre måneder skal parres med pragtfulde Atli!

 

Islandske fårehunde siden 1987…