Min vidunderlige hundeflok…

23-07-2013

Jeg elsker min hundeflok! Det er vist ingen, der kender mig, i tvivl om. Uden mine vapser var jeg intet. Nogle gange føler jeg mig næsten mere som hund, end som menneske. Mine hunde og jeg kender hinanden så godt, at vi blot ved hjælp af kropsholdning, mimik eller små lyde kan kommunikere et budskab til hinanden. Sådan ved jeg, at mange hundeelskere har det med deres hunde, men for mig er dette en afgørende del af meningen med livet…

Alle mine fem hunde er store personligheder. Endda fem meget forskellige personligheder. Emma, verdens dejligste border collie, flokkens alderspræsident, men egentlig ikke den ubestridte leder. Det mener Hekla nemlig, at hun er – og Emma lader hende som oftest blive i denne tro. Dog har jeg oplevet Emma føle sig SÅ provokeret af Hekla, at hun blev nødt til at træde i karakter. Det var overstået på ca. 30 sekunder: Emma lagde simpelthen Hekla ned og stod ovenover hende. Hekla accepterede overmagten. Det eneste, jeg foretog mig, var at få resten af flokken væk fra kombatanterne og derpå lod de ældste damer klare uoverensstemmelsen selv, uden indblanding. Siden denne infight i starten af 2010 har der intet været mellem dem.

Emma har et fantastisk hyrdeinstinkt og jeg vil i al evighed ærgre mig over, at jeg aldrig fik trænet hende på får – hun ville med sikkerhed ha’ elsket det. I skrivende stund har hun rundet de 12 år og næsten tre måneder, bentøjet er begyndt at knage, men hun er til stadighed med på en omgang vild leg sammen med Stilla og Snögg – og det flere gange dagligt (se billedet). Desuden ser hun det også som sin uafladelige pligt at holde allehånde småfugle væk fra matriklen. Det ta’r de nu ikke særligt seriøst, småfuglene.

Hekla har nogle meget stramme overlæber og det giver hende sit karakteristiske, næsten konstant smilende udtryk. Nogle, som ikke har hundekendskab, tror, at hun er sur og viser tænder, men det er ingenlunde tilfældet. I 2008, mens jeg var i Ísland, brækkede hun en tå på højre forpote, og det har siden generet hende. Hun har fået slidgigt i venstre skulder af at halte på højre forben, og hun kan ikke gå så lange ture længere. Alligevel kan hun være en fjantegøj, som lægger op til leg med de øvrige piger og det er bare så dejligt at se. Så knurrer og brummer hun næsten øredøvende højt, mens hun foregiver at ville slå Snögg ihjel – og Snögg elsker det!

Kútur er uomtvisteligt det mest støjende element i flokken, men samtidigt er der ingen, der, som han, kan sjæle med øjnene. Jeg elsker ham højt. Ud over sin vigtigste rolle som hyggefrans her i huset, tog Else og jeg ham i sin tid til Danmark fra Ísland i håbet om, at han kunne bringe nyt blod til avlen af den islandske fårehund. Desværre viste det sig, at han har D-hofter, og dermed var hans rolle i avlen udslukt, inden den overhovedet begyndte. Nu er han i stedet fulltime hyggefrans, og det er han som skabt til. Han blev kastreret i efteråret 2008 og det gjorde det naturligvis lettere at have ham sammen med tæverne.

Vi skriver nu sommeren 2013 og hans dårlige hofter er for alvor begyndt at genere ham. Han kan desværre ikke længere klare de sædvanlige strandture uden efterfølgende at få store smerter – og det er forfærdeligt at være vidne til! Han piber og forsøger at kravle op til mig for at få hjælp, men når jeg vil løfte ham, piber han endnu højere af smerte. Der går typisk tre dage, før han er nogenlunde restitueret efter en strandtur og så er han sit sædvanlige glade jeg. Fremover må jeg overveje at lade Hekla og Kútur blive hjemme og kun tage Emma, Stilla og Snögg med på hundestranden – det er en næsten ubærlig tanke…

Stilla er My Queen of Hearts, min soulmate, min once in a lifetime hund – sådan er det bare. Jeg føler, at der er et ganske særligt kraftfelt mellem hende og mig. Det er vanskeligt at forklare, men jeg er sikker på, at de, der har oplevet nogen tilsvarende, ved, hvad jeg taler om.

Vi har altid været ‘hjerteveninder’, men med alderen er denne ‘knyttethed’ blevet stærkere og stærkere. Hun har det mest formidable temperament og i flokken bøjer hun hellere af end lade en uoverensstemmelse udvikle sig til håndgribeligheder. Forleden dag komme hun til at strejfe en af den sovende Heklas poter, og det gør man i reglen ikke ustraffet. Hekla fór da også knurrende op, skældte ud og lagde et forben henover Stillas ryg. Stilla tog blot imod (som hun skulle…), lagde ørerne fladt ned og sagde ingenting. Da Hekla atter tog benet ned, forsøgte Stilla forsigtigt at lukke sine kæber sammen om Heklas snude. Dette er et af de dæmpende signaler, som Stilla bestrider til fuldkommenhed. Hekla anerkendte Stillas bestræbelser, og dét, der kunne have udviklet sig til et slagsmål, blev til absolut ingenting. Stilla ER bare uovertruffen!

Som rosinen i pølseenden har jeg lille Snögg, Stilla’s datter, som ikke helt har arvet sin mors fine sprogfornemmelse. Hun er i sandhed helt sin egen – en lille fjums, hvis venskab man skal gøre sig fortjent til. Hun kaster sig ikke i armene på hvem som helst. Til gengæld er hun ubetalelig i sine påfund og pusseløjerligheder, og så er hun en puttegøj, akkurat som sin mor. Den lille dame elsker at sidde på mit skød og blive nusset og hun gør gerne ‘gengæld’. Det udmønter sig i en totalafrensning af hele mit hovede – ansigt (herunder næse og øjne…), håret samt begge ører. Så er man sgu’ klar til at møde verden!

Islandske fårehunde siden 1987…