Hekla har taget afsked med livet…

2014 03 03_6175_edited-1S

12-04-2014

Torsdag d. 13. marts 2014 kl. 14.10 drog Hekla sit sidste åndedrag.

I julen 2013 blev jeg opmærksom på en knude på hendes hals. Den sad på højre side på overgangen mellem hals og bryst. Samtidig havde jeg bemærket, at hun i nogle situationer virkede lidt træt.

Til gengæld fejlede hendes stemme bestemt ingenting og hun var stadig meget opmærksom på, hvad der rørte sig på og omkring matriklen. Hun var glad og havde, som altid, en aldeles glimrende appetit.

Hun begyndte derimod i tiltagende grad at gå dårligt, især op ad den nye stentrappe ud til terrassen. Hun var i forvejen – pga. slidgigt i venstre skulder – på smertestillende medicin. Jeg havde en forventning om og tro på, at hendes dårlige gang måtte skyldes gigten…

Det blev derfor til et punkt, som jeg ville rådføre mig hos min dyrlæge om, når Hekla alligevel skulle til det årlige sundhedstjek og revaccination i starten af februar – men jeg var bange for den knude, hun havde på halsen…

Desværre skulle det vise sig, at denne frygt var berettiget. Det tog kun min dyrlæge et øjeblik at fastslå, hvad denne knude betød: Hekla havde lymfekræft (lymfom) og det endda i et fremskredent stadie.

Alle hendes lymfekirtler var hævede, i hvert fald de, som kunne mærkes udefra. Jeg havde jo frygtet, at det var kræft, men havde alligevel et stille håb om, at det blot var en fedtknude, Hekla havde på halsen. Men nej…

På hundes bagben sidder der et stykke over hasen også en lymfekirtel og begge Hekla’s var på størrelse med valnødder. Det var slet ikke godt.

Selvom jeg havde søgt dyrlæge i julen, da jeg opdagede knuden, ville det have været for sent at gøre noget. Hekla havde rundet sin 10 års fødselsdag d. 3. oktober 2013, så hun skulle under ingen omstændigheder igennem en hidsig kemobehandling.

Min dyrlæge, Else Henningsen, Roslev Dyreklinik, har i de ni år, jeg er kommet i klinikken, været mig en fantastisk støtte med råd og vejledning. Vi har ført mange samtaler omkring opdrættergerningen og alt, hvad deraf følger. Hun ved, at mine hunde betyder ALT for mig. Denne gang var den første, hvor et besøg i klinikken omhandlede en terminalt syg hund og Else gav mig den bedste støtte, som en dyrlæge og et menneske kan.

Hekla fik taget en blodprøve for at få klarlagt, hvordan hendes indre organer fungerede. Her var alt heldigvis normalt, så hun blev derpå sat i palliativ behandling med Medrol (prednisolon/binyrebarkhormon) i en høj dosis for at holde hendes smertefri i den sidste tid. Ingen vidste, hvor længe hun ville kunne leve…

Vi fik 30 dage med Hekla endnu iblandt os. Lige til det sidste havde hun glimt og gnist i sine smukke øjne, men kræften havde brugt al den næring, hun optog, så hun havde intet muskelvæv tilbage. Det var gået så ufatteligt stærkt…

Torsdag d. 13. marts kom Else dyrlæge for at hjælpe min elskede hundepige over på den anden side. Hun tog glad imod Else, gudskelov… Det betød, at hun endnu ikke havde mistet sin værdighed ♥.

Efter hun havde fået den første beroligende sprøjte, sad jeg og fodrede hende med de kyllingefileter, jeg havde kogt til hende – de blev spist med vanlig glubende appetit. Langsomt mistede hun bevidstheden, alt imens jeg talte stille til hende. Hørelsen er det sidste, der forsvinder…

Else var knapt begyndt at indgive den sidste sprøjte, før Hekla’s hjerte slog sit sidste slag. Hendes immunforsvar var så ringe, at det ikke længere kæmpede. Selvom trøsten var ringe, var det trods alt godt at vide, at jeg havde valgt det rigtige tidspunkt til at sige farvel. Et par dage tidligere eller senere ville ikke have gjort nogen forskel, men tre uger senere ville have været for længe at vente.

Der er i skrivende stund gået fire uger, siden Hekla gik over regnbuebroen. Jeg nærer et dybfølt savn efter hende og har simpelthen ikke været i stand til at skrive om hendes sidste tid før nu.

Det er så ubegribeligt svært at leve uden Hekla her – hun var i sandhed en ener…

Det er alene Hekla’s fortjeneste, at jeg for knapt ni år siden blev medicinfri efter en middelsvær depression. Når jeg skulle falde i søvn om aftenen, lagde hun sig altid tæt ind til mit hoved og det gav mig en nærmest håndgribelig tryghed – jeg er ikke i tvivl om, at hun vidste, hvad hun gjorde.

Vi har været så forbundne, Hekla og jeg. Ingen kunne som hun aflæse min sindsstemning – hun vidste, når jeg trængte hende. Utallige er de gange, hvor jeg er faldet i søvn med mit ansigt begravet i hendes tykke pels.

Ingen havde en mimik, som Hekla. Jeg tror ikke, at nogen, der har mødt hende, nogensinde glemmer hendes uimodståelige smil. Når hun stod i haven og tog øjenkontakt med mig gennem køkkenvinduet, smilede jeg altid til hende og hun gav et lille ryk opad med hovedet, smilede til mig og logrede – jeg glemmer det aldrig… Kæreste, lille Hekla…

  ♥     Hvil i Fred, elskede Hekla     ♥  

Islandske fårehunde siden 1987…