Floklivet…

2013 07 18_3569_edited-1S

31-08-2013

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine pelsbunker ikke hører til de mest opdragne i denne verden. Vi bedriver ikke så megen tid med lydighed her i huset, til gengæld har jeg en helt fantastisk hundeflok, som fungerer optimalt sammen og det er den største daglige glæde at være en del af denne Hjerte

Vi er alle seks lydige til husbehov, kennelmutter er den ubestridte leder (tror hun…) og pelsbunkerne følger hende, hvor hun går – og jeg elsker det! Vapserne laver en djævelsk larm, når der viser sig nogen/noget i nærheden af matriklen (vi bor på landet…) og er det så tilmed mennesker, som vil besøge os, bliver de ellevilde! Når de rare mennesker ta’r herfra igen, får de en højlydt afskedssalut med på vejen…

På denne måde får jeg også skilt ‘fårene fra bukkene’, når det drejer sig om hvalpekøbere. Kan de rare mennesker ikke klare larmen, er det nok ikke en islandsk fårehund, der skal berige familien. Synes de derimod, at hundene er lige vidunderlige, selvom der er en del lyd i dem, ja, så vil jeg gerne indlemme dem i min hundefamilie. Det er klart den første betingelse, der skal være opfyldt, før en Fálkastjörnu-hvalp kan blive deres Vinker

Pelsbunkerne larmer, når nogen kommer og går, javist, men det tager ikke mere end fem minutter, så er der ro igen. De er aldeles overbevist om, at vore gæster er lige så glade for dem, som kennelmutter er, så de byder sig ofte overstrømmende til. Hekla kommer med en af apportbukkene, som hun gør store anstrengelser for at putte ind i øret på den/de besøgende, Kútur vil gerne ligge på skødet for at blive nusset, Emma sætter sig forsigtigt ved siden af gæsten og placerer sine lange forben på armen eller benet for at blive kælet med og Stilla sender den/de besøgende et af sine varmeste smil. Snögg derimod er lidt reserveret, holder sig en smule på afstand og viger ikke mange meter fra mig. Hvor denne reservation kommer fra, er jeg ikke helt sikker på, men det skyldes sandsynligvis, at jeg har haft den lille pige for lidt alene med ude i den store verden.

Sammen med flokken er lille frøken Snögg von Pöggen-Klöck et livstykke med en i særklasse underholdende adfærd! Når jeg vedholdende skriver ‘lille’, er det fordi hun måler max. 38 cm og som det ses på fotoet her nedenfor, kan hun som den eneste i flokken ligge i den gamle ølkasse.

At se hende opfordre til leg er kosteligt. Oftest er det mor Stilla og flokkens alderspræsident, Emma, som er ‘med på den’. At befinde sig i de tre’s nærhed, når de leger, er forbundet med nogen risiko – dels for at blive rendt over ende og dels for at blive ramt af latterkrampe!

Snögg samler på sten, jow, jow. Jeg har en fin dynge sten på mit skrivebord, bragt til mig af den unge dame. Det er kun, når terrassedøren står åben, at hun udfører sit lille skuespil: Hun kommer ind med stenen og smider lidt rundt med den, indtil jeg siger taaaak og jeg tager den fra hende. Sommetider får hun en godbid for at aflevere, men ikke altid. Alligevel fortsætter hun sit forehavende og ofte er det blevet til 5-6 små sten, så gider hun ikke mere. Jeg har oftest oplevet hunde, som bliver fornærmede, når man griner af dem, men ikke Snögg… Jo højere jeg griner, des mere optræder hun Ha ha

Stillas øje er fint igen nu og d. 5. september skal vi til kontrol hos Pia Bjerre Pedersen, Dyrenes Læge og Øjenklinik i Rødkærsbro, som denne dato afholder kollektiv øjenlysning i Thisted. Fremover skal min elskede hundepige have sit højre øje dryppet med et præparat, som skal holde øjet bedre rustet mod skader.

Islandske fårehunde siden 1987…