En søndag i november…

17-11-2013

Vi venter og vi venter… Om 11 dage skal Stilla scannes, og ventetiden er laaaang… Jeg ved godt, at en ‘positiv’ scanning ikke er nogen garanti for hvalpe, men vi er i det mindste godt på vej.

Selv i denne ventetid går livet videre. I dag har vi – okay, jeg – revet blade sammen på de to græsplæner. At kalde det græs er nok en sandhed med modifikationer, men grønt er det i hvert fald der, hvor der er noget, der gror. Blade er der til gengæld rigeligt af på jorden i denne tid, og det blev til fem trillebørfulde i dag. Vort ‘slot’ er jo beliggende i et skovbryn med masser af løvfældende træer ganske tæt på, og det gi’r go’ motion at rive blade sammen.

Også for lille frøken Snögg. Det er nemlig en af hendes absolutte yndlingsbeskæftigelser at være min bodyguard, når jeg kører den fyldte trillebør afsted med indhold ned til haveaffaldsstedet samt naturligvis tilbage igen. Selvfølgelig laver hun også svinkeærinder, men kun hvis det er aldeles uopsætteligt – der ER jo pletter, som skal tisses på. Det ved selv jeg, og hun ved, at jeg ved det, så hun sender mig af og til nogle meget indforståede blikke – ååååh, hvor jeg elsker den lille truntemåseskovtrold Hjerte.

Senere blev det klippenegle-tid for Hekla. Hun har de underligste negle, som er flade på højkant. De er ikke runde, som hundenegle er flest. De små vildtkløer på forbenene har hun gjort kort proces overfor og simpelthen revet af! Det er mere end et år siden og de er ikke vokset ud igen. Hun er lidt ømfindtlig omkring stedet, hvor de har siddet og det tager jeg naturligvis højde for.

Hekla kan bedst med at ligge på ryggen eller siden, når neglene skal klippes. Derfor går vi i enrum – i soveværelset. Det kommenterer de øvrige fire vapser noget på – det er aldrig populært at ‘blive ladt tilbage’…

Med til negleklippeseancen hører naturligvis også bøtten med guffer. Så er vi klar, og Hekla lægger sig. Siden hun brækkede en tå i januar 2008, har hun været øm om poterne, men hun finder sig pænt i klipperiet, blot jeg er omhyggelig med ikke at klippe for meget af – og det er jeg selvfølgelig. Når vi så er færdige, ja, så bryder Hekla ud i sang! Hun afsynger på ganske kort tid og på én gang samtlige stemmer i W.A. Mozarts ‘Krönungsmesse’ – flot, ikke?

Derpå vanker der guffer til hele banden, og roen er genoprettet. Mor og datter – alias Stilla og Snögg – får derpå mere end travlt med at komme i soveværelset, for de er komplet og aldeles vilde med negleafklippet fra Hekla. Oprydning er med andre ord slet ikke nødvendigt, for alle små neglestumper bliver i løbet af ganske få sekunder spist af de to damer.

På billedet tager Hekla sig en skraber midt på ‘afbarknings-tæppet’ – således indrettet af vapserne selv – midt mellem halvt og helt afbarkede stykker optændingsbrænde. Billedet er godt nok ca. tre måneder gammelt, men det er en typisk Hekla-sovestilling. De små og større stykker ‘brænde’ er af elm, som hundene er helt og aldeles vilde med. De æder med allerstørste fornøjelse barken (samt bladene, som de ‘afgræsser’, mens de er grønne og stadig sidder på grenene) – og det dufter herligt imens Smiler stort.

Islandske fårehunde siden 1987…