Islandsk Fårehund

Min nære islandske veninde, Brynhildur Inga Einarsdóttir, har skrevet en go’ beskrivelse af den islandske fårehund. Hun er opdrætter af racen (Reykjadals Kennel) igennem mange år og har brugt sine hunde aktivt på gården med både får, kvæg og heste. Idag bor Brynhildur med sin mand, Sibbi, og deres nu blot to islandske fårehunde i et nybygget træhus nogle kilometer sydvest for Selfoss.
Jeg har nedenfor oversat og redigeret Brynhildur’s beskrivelse til dansk…

Brynhildur sammen med sin dejlige hanhund, Stjörnuljósa Hjálmur, på udstillingen d. 20-06-2015
Brynhildur sammen med sin dejlige hanhund, Stjörnuljósa Hjálmur, på udstillingen d. 20-06-2015

Temperament

Den islandske fårehund er en hengiven, venlig, nysgerrig, kvik og livlig hund. Den er yderst social og vil følge dig som en skygge både inde og ude, og den behøver i høj grad menneskelig kontakt. Det er ikke en race, som er egnet til at blive holdt i hundegård. Racen er meget børnevenlig og også velegnet til at holde sammen med de fleste andre dyr. Den har naturtalent for at drive og hyrde og derfor er gøen et medfødt ‘arbejdsredskab’ – det varierer naturligvis fra individ til individ og nogle hunde er mere støjende end andre…

Min elskede, STORsmilende Hekla på Hundestranden en kold og smuk februardag i 2012
Min elskede, STORsmilende Hekla på Hundestranden en kold og smuk februardag i 2012

Træning

Den islandske fårehund er meget intelligent og uhyre lærenem. Det er imidlertid også en ‘blød’ hund, hvilket betyder, at den fungerer meget dårligt ved rå og ‘negative’ træningsmetoder – dette vil bl.a. kunne medføre stress-gøen hos følsomme individer. Racen trives absolut bedst ved en ‘venlig hånd’, men behøver samtidig en fast og beslutsom leder for at fungere optimalt – det er en arbejdshund, som har det bedst, når den bliver mentalt stimuleret.
De fleste islandske fårehunde vil meget gerne behage og er naturligt lydige, men det er også nødvendigt, at den kender ‘husets regler’. Den islandske fårehund er så intelligent, at den har brug for en ejer, der altid er et skridt foran den… Vinker

Ægte vandhunde... Kútur og Stilla ♥ (09-05-2009)
Ægte vandhunde… Kútur og Stilla ♥ (09-05-2009)

Aggressivitet

Den islandske fårehund er ikke en aggressiv race af natur. Den er oftest meget medgørlig og er venlig overfor alle mennesker og de fleste dyr. Men er den ikke socialiseret tilstrækkeligt som hvalp, kan den som voksen vise aggressive tendenser overfor hunde af samme køn, især hunde af samme race. En islandsk fårehund må aldrig udvise aggressivitet overfor mennesker, men den vil naturligvis gø, hvis fremmede nærmer sig hjemmet, sådan som en vagthund bør.

Fálkastjörnu Snögg, 4 mdr. gammel ♥ (01-04-2010)
Fálkastjörnu Snögg, 4 mdr. gammel ♥ (01-04-2010)

Legesyge…

Islandske fårehunde elsker sjov og ballade, de fleste er meget legesyge – og så elsker de opmærksomhed. De har rigtig gode anlæg for agility og er særligt velegnede til klicker træning. Afhængigt af individet kan de stresse op ved træning/konkurrence, som foregår i høj fart, men de fleste kan dog tackle det og elsker det – hvilket de ofte giver højlydt udtryk for!
De fleste af hundene elsker at lære tricks og de nyder opmærksomheden, når de viser deres kunnen.
Derimod bryder de sig ikke meget om gentagen træning – de vil hurtigt komme til at kede sig, hvis ejeren gentager træningen oftere, end de finder nødvendigt.

Racen er gennem århundreder avlet med det formål at drive og hyrde husdyr, derfor vil hunden gøre sit bedste for at holde sammen på sin flok, det være sig mennesker, hunde eller andre husdyr. Derfor bryder den islandske fårehund sig ikke om, at familiemedlemmer eller gæster forlader huset, og den vil ofte protestere højlydt.

I standarden for den islandske fårehund tales der om dens smil. Det ser hos mange ud som om, de altid smiler og er glade. Dette smil kan blive så ‘stort’, at den viser hele tandsættet, især når hunden møder mennesker, venner eller andre hunde, den holder meget af. Denne visen tænder har absolut intet med aggressivitet at gøre.
Af og til høres også ivrig ‘sang’ og brumlen fra hundene, når de ‘hilser på’…

Stilla nyder den blege vintersol på terrassen godt to uger før, hun nedkommer med sit sidste kuld hvalpe ♥ (15-12-2013)
Stilla nyder den blege vintersol på terrassen godt to uger før, hun nedkommer med sit sidste kuld hvalpe ♥ (15-12-2013)

Aktivitet

Den islandske fårehund er i sandhed et socialt væsen. Den elsker sin ejer højt, men hvis en anden har noget, der lugter dejligt, ja, så har vedkommende fået en ven for livet! Selvom den er åben og venlig overfor alle, har den alligevel en særlig veludviklet evne til at ‘læse’ mennesketyper og finde ud af, hvordan den enkelte skal tackles. Racen er derfor særdeles velegnet som terapihund. De islandske fårehunde, der har været anvendt til dette formål, har vist sig uovertrufne. Samtidig har de en perfekt størrelse til formålet.

På trods af, at den islandske fårehund er en arbejdshund, er det meget individuelt, hvor meget motion/aktivitet, den behøver. Det er hundens natur at kunne løbe frit og den elsker det, men selvom den løber frit, vil den alligevel som oftest holde tæt kontakt til sin ejer…

Joh, de ER der, de to, dejlige damer... Stilla og Káta har det helt store overblik på hundestranden ♥ (04-04-2015)
Joh, de ER der, de to dejlige damer… Stilla og Káta har det helt store overblik på hundestranden ♥ (04-04-2015)

Børn og islandske fårehunde

Den islandske fårehund er en meget børnevenlig race. Dens tålmodighed kan synes uendelig og føler den sig generet eller truet, går den hellere sin vej end udvise nogen form for aggressivitet.
Derfor er det vigtigt at lære sine børn, hvordan man skal omgåes hunden, idet den ofte simpelthen er for overbærende og hunden må ikke lide nogen form for overlast.

Fálkastjörnu Kjarni som centrum i 'sin' børneflok - f.v. Hjalte, Astrid og Fenja ♥ (foto: Malene Ravn, sept. 2015)
Fálkastjörnu Kjarni som centrum i ‘sin’ børneflok – f.v. Hjalte, Astrid og Fenja ♥ (foto: Malene Ravn, sept. 2015)

Islandske fårehunde siden 1987…