Hvalpe på vej 2018…

Istindras Eifur og Fálkastjörnu Káta poserer på den lille bro  (foto: Mina Nyberg)

Så er det ganske vist…!

Mellem torsdag d.  8/3 og søndag d. 11/3 blev min højtelskede Káta parret med fantastiske Istindras Eifur SE16911/2016 hos Mina Nyberg i Sverige. Alt forløb lige efter bogen, Káta blev parret fem gange, så nu er det ‘bare’ at krydse fingre og håbe på, at parringerne betyder hvalpe i Hundehuset omkring d. 10/5.

Eifur har jeg haft et særligt godt øje til siden sommeren 2017, hvor jeg så og læste om ham på nettet. Kontakten til hans søde ejer blev hurtigt skabt og på Islandsk Fårehundeklubs Træf 2017, havde både Káta og jeg glæden af at møde den dejlige dreng første gang live. Vi blev IKKE skuffede…!

Eifur er af kombineret svensk/islandsk afstamning. Han har B-hofter og er øjenlyst uden anmærkninger. Desuden har han gennemført en rigtig god mentalbeskrivelse og han har fine udstillingsresultater bag sig, sin unge alder til trods. F.eks. mangler han blot et enkelt cert. for at blive svensk udstillingschampion. Sammen med sin ejer er han en ivrig deltager i rallylydighedskonkurrencer og ifm. deres anden deltagelse i en sådan, blev Eifur champion i nybegynderklassen. Ret flot, ikke sandt?

Indavlskoefficienten på kuldet er 1,17.

Jeg glæder mig så usigeligt til, at der igen kommer hvalpe i Hundehuset Fálkastjörnu. Til, at der igen lyder dappen af små poter på gulvene. Til den vidunderlige duft, som små hvalpe har. Til bjæffen og hujen og hvalpefræs i haven. Og så er Káta den mest vidunderlige mor, som tænkes kan…

Er du interesseret i en hvalp fra dette kommende kuld, så send mig meget gerne en e-mail. Kontaktoplysninger finder du under menupunktet ‘Kontakt’.

Fálkastjörnu Káta (foto: Mina Nyberg)
Istindras Eifur (foto: Mina Nyberg)
Allerverdensdejligste… Min Fálkastjörnu Káta

 

Islandske fårehunde siden 1987…